Nytårs retreat med kundalini- og meditativ yoga
Nytårsretreat med Kundalini Yoga, gongbad, meditation, natur og hyggeligt samvær.
- 29. december 2026 – 1. januar 2027
- Ny information
invitation til nytårsretreat
Jeg har holdt nytårsretreat gennem mange år. Faktisk begyndte jeg allerede tilbage i midten af nullerne, og siden er det blevet til mange nytår, hvor vi sammen har sagt farvel til det gamle og budt det nye vekommen.
Mit seneste nytårsretreat var ved årsskiftet 2022/23. Siden har jeg holdt en pause fra netop denne tradition. Men i løbet af de fire år har jeg flere gange fået henvendelser fra tidligere deltagere, som har fortalt, at de savner vores nytår – og især det fællesskab og den helt særlige magi, der opstår, når man vælger at fejre nytåret på en lidt anden måde.
For selvfølgelig holder vi også fest – bare på vores egen måde. God mad, latter, samtaler, yoga, massage, meditation, chanting, gong og et fælles øjeblik, når året skifter. Der er plads til både fest og eftertanke – og til bare at være sammen.
Det er ikke, fordi der er noget galt med at feste igennem nytårsaften. Det kan bestemt også noget. Men jeg holder selv meget af den anden måde at gå ind i et nyt år på. At standse lidt op. Mærke efter. Se tilbage på året, der er gået, og måske blive lidt mere bevidst om, hvad man gerne vil tage med sig videre.
Derfor føles det også lidt som at vende hjem, når jeg nu igen inviterer til nytårsretreat.
Denne gang mødes vi på Møn Retreat Center, hvor vi har fire dage til yoga, natur, fordybelse, fællesskab og masser af tid til bare at være.
I august var jeg på tur til Møn med en veninde, hvor vi besøgte Møn Retreat Center i Askeby. Jeg blev virkelig glædeligt overrasket, da jeg så, hvor fint stedet er blevet. De nye ejere har lagt både kærlighed og knofedt i huset og har skabt et varmt og smukt sted med en helt særlig sans for farver, materialer og detaljer.
Der er højt til loftet, hyggelige fællesrum, en dejlig have og den fine yogasal, som hver gang har været vores fælles hjerte. Og så er der jo den åbne natur lige udenfor og havet ikke langt væk.
Jeg gik derfra med en varm fornemmelse af, at her kunne jeg godt tænke mig at holde nytår igen.
Og sådan blev det. ❤️
Kærligst
Ulla
program
Tirsdag 29. december 2026
14.00 – 15.00: Ankomst og indkvartering – kaffe og lidt sødt i dagligstuen
16.30 – 18.30: Velkomst og Kundalini Yoga
18.45: Middag
Onsdag 30. december 2026
07.00 – 08.30: Kundalini Yoga
08.45: Morgenmad
10.00: Tur til havet for dem, der har lyst, Mulighed for et havbad
12.30: Frokost
13.30 – 17.00: Egentid. Tid til at læse, hvile, gå en tur eller bare være. Mulighed for bestilling af massage.
17.00 – 18.30: Kundalini Yoga og Meditativ Yoga
Torsdag 31. december – Årets sidste dag
07.00 – 08.30: Kundalini Yoga
08.45: Morgenmad
10.00 – 17.00: Egentid – brug tiden som du har lyst. Måske en tur til Møns klint, en god bog, en lille lur inden aftenens program – eller en tur til havet og årets sidste havdyp. Mulighed for bestilling af massage.
17.00 – 18.30: Kundalini Yoga og Meditativ Yoga
19.30: Middag
22.00 – 00.00: Vi mødes i yogasalen. Vi mediterer, gonger og sammen bevæger os ind i det nye år.
Fredag den 1. januar – Et nyt år
08.30: Morgenmad
09.30: Vi mødes i yogasalen til en lille nytårsceremoni med meditation og chanting.
10.30: På gensyn næste år
Der er en snackpakke til turen hjem







